Vi er 8 volontoerer der arbejder hos samme organisation og vi besluttede os for at introducere vores familier og organisationens medarbejderne for vores danske juletraditioner.
Vi havde koebt alt ind til festen som skulle starte kl 16.00. Vi troede vi havde styr paa det hele, men at lave mad i et fremmed land er lidt svaerere end man regner med, saa man maa vaere lidt kreativ naar man hverken har maalebaerer, de rigtige ingredienser eller de rigtige omgivelser. Men alligevel lykkedes det at faa groed ud af almindelige ris og maelk efter laenge kogning, gloeggen smagte ogsaa af gloegg selvom den var lavet af vindruejuice og aeblejuice og pebernoedderne blev sproede og laekre med krydderier fra haven og madmarkedet. 
Vi satte boernene og faedrene til at klippe guilander, julehjerter, engle og mussetrapper til plastikjuletraet til 30 DKK, hvorefter vi serverede risengroed og gloegg. Efterfoelgende havde vi arrangeret pakkeleg til STOR fornoejelse for baade boern og voksne. Afslutningsvis blev der i allerbedste danske aand danset om juletraet, mens der blev sunget Feliz navidad, bjaelleklang og en oversaettelse af “Nu det jul igen” mens vi hev samtlige deltagerer rundt i hele bygningen.

En kaempe succes og fedt at kunne dele vores kultur med andre, der ikke selv har raad til at fejre jul med hverken juletrae, pynt eller gaver.   

Mit ophold er nu slut i El Salvador og turen gaar nu videre til Sydamerika for at backpacke. Haaber du har nydt at laese om mine oplevelser – det har hvertfald vaeret en fornoejelse at dele dem med jer

Skolen sluttede i sidste uge og her i El Salvador i provinsen er der absolut ingen aktiviteter for børn og unge – så det måtte der gøres noget ved. For pigerne når skolen slutter, betyder det nemlig, at dagen udelukkende står på rengøring, børnepasning, madlavning, mere rengøring og mere madlavning. Derfor besluttede jeg mig for at lave et pigefodboldhold, der kunne få pigerne ud af huset. Budskabet blev spredt fra mund til mund – ”onsdag og fredag kl. 16.00 på den centrale fodboldbane”.
Onsdag nærmede sig. Kl. blev endelig 16.00, jeg hev min danmarkstrøje over hovedet, snørede mine tennissko og tog fodbolden under armen. På fodboldbanen var der dog ingen unge piger at se. Hmm. Heldigvis efter 10 min ankom to piger – dog iført klipklappere og nederdele med deres ’kærester’ og lignede bestemt ikke nogen der skulle til at spille fodbold. Kl. blev 16.30 stadig ingen at se, og stadig en lidt akavet situation mellem mig og de 2 piger der faktisk kom. Men jeg havde heller ikke forventet, at der ville komme så mange for sådan er tingene hernede – altid svagt fremmøde. Jeg står lidt og jonglerer med bolden for mig selv og overvejer om jeg skulle bevæge mig hjemad da jeg pludselig aner en flok unge kæmpe sig gennem majsmarken. YES – endelig kommer der nogen! 10 stk – piger, drenge, børn og tante. Og efter det, endnu flere, da smsbeskederne til vennerne flyver af sted om, at der er fodbold på fodboldbanen. Vi ender med at være 10 piger og 15 drenge + mange tilskuer, som spiller kamp i selskab med to køer, en gris + dens 6 grisebasser og 4 hunde. Noget af nogle forhindringer at ha på fodboldbanen – but that’s life.

Smilene og latteren hos alle de unge mens solen gik ned over vulkanerne og køerne og grisene der flygtede og hylede hver gang bolden nærmede sig, er nok en oplevelse jeg sent vil glemme. Og nu glæder jeg mig til fredag kl. 16.00, hvor jeg er sikker på endnu flere vil møde op!

Jeg har nu boet i fattigt land i 2½ måned og spørgsmålet synes stadig umuligt at svare på, hvad er fattigdom i realiteten. Min papá tjener $8 om dagen til en familie på 7 + to ældre de brødføder – og han er den eneste i familien, der tjener penge. Dvs. at hver person lever for langt under $2 om dagen. Dog vil jeg nu, efter 6 uger hos denne familie mene, at de ikke er fattige. Jeg mener personligt, at jeg bor ’luksus’. Ikke luksus som i vores forstand med guld og grønne skove, men jeg har rindende vand – dog koldt, jeg får mad hver dag, jeg har et dejligt arbejde, sød familie, børnene i familien går i skole, jeg har en madras at sove på, vi ser fjernsyn, højtalerne blæser på fuldt tryk med spansk musik mens vi danser og mobilen virker til tider. Til dagligt mærker jeg langt fra fattigdommen, som man kunne forvente, med manglende mad, udspilede børnemaver, sygdom, beskidt tøj og hvad man ellers har af forestillinger fra diverse reklamer fra Børnefonden, UNICEF og Red Barnet.

Men hvad er fattigdom så?

Der, hvor fattigdommen dog mærkes og gør ondt er, når mine to søstre på 18 og 20 år kun har råd til at gå i skole om lørdagen, fordi det er for dyrt, hvis man hver dag skal transportere sig ind til skolen, spise frokost derinde, købe kladdehæfter osv. Den yngste går på gymnasiet i den nærmeste by – ca. 45 min væk – mens den ældste studerer på universitet ca. 3 timer væk. For sidstnævnte ville det slet ikke være muligt at studere hver dag fordi hun ikke ville kunne nå hjem til huset inden det ville blive mørkt og inden den sidste bil kører ud til vores landsby.

-Når kosten består udelukkende af bønner, æg, ris og majstortillas. Desuden, at børnene i skolen kan stille sulten i chips og slik fordi det er billigst. Kim’s slogan ”når du er sulten for sjov” gælder ikke rigtig her. Alt i alt fuldstændig fejlernæring, som gør det umuligt for eleverne i skolen at koncentrere sig i mere end 3 min. Men også en fejlernæring der har gjort at stort set alle indbyggere er overvægtige og har tilhørende sygdomme som diabetes, nyresvigt og dårligt kredsløb.

-Når hver familie er halveret fordi familiemedlemmer flygter til USA og sender penge hjem til familien. El Salvadors største indkomst er de penge, som bliver sendt hjem af tidligere statsborgere… Når unge drenge lever hele deres liv med kun én drøm – at flygte og blive rig i USA. Desværre er rejsen til USA lang og farlig og langt fra alle overlever. Og hvis det så endelig lykkedes at krydse grænsen så er chancen for arbejde og succes langt mindre end chancen for at livsdrømmen ender i en kæmpe fiasko.  Hvordan mon det føles når det eneste man har drømt om hele sit liv, det eneste man har tænkt på hver dag, det eneste man har forestillet sig, bliver ødelagt? Og hvordan kommer man videre?

-Når unge mænd er blevet tvunget ind nogle af verdens farligste bander, som overtager alle busser i landet og stopper al transport. Bandeproblemerne er dog et blogindlæg for sig selv.

Men til trods for alle de sørgelige sider jeg har nævnt ser jeg udvikling i landet. Det rører mig at se når 40-årige mænd står i kø for at tage deres gymnasielle uddannelse om lørdagen, eller når den 60-årige sidder i den overfyldte bus og træner regnestykker som en dansk 2. klasses elev ville kunne lave i hovedet. Og når skolerne kører med projekter som ”Sund skole” og får sund mad fra ministeriet til alle elever. Derudover projekter, som hver lørdag samler landsbyens børn så de kan lære at male, eller kvinderne, som får uddannelse og støtte til at lave hønsegårde, majsmarker og andre ting, som gør, at de kan få en indkomst eller bare stille deres egne behov.

Dette land har rigtig mange gode intentioner om at bekæmpe deres problemer, men der er stadig lang lang vej. Men, hvor der er vilje er der vej – og her mangler viljen ikke!

For 2 uger siden ankom jeg til ‘landsbyen’ Las Milpas – 45 min i pick-up’en på en hullet, støvet (mudret, hvis det har regnet) vej ud i ingenting. Her bor jeg med en familie på 7 – mor, far + 5 børn på 4, 9, 12, 18 og 20 år. Desuden bor der en mystisk dame i et træhus på vores grund – har endnu ikke fundet ud af hvem hun eller hvordan hun ser ud og hvorfor hun bor der.

Mine øjne åbner kl. 7 om morgenen når dyrenes lyde bliver lidt for kraftige til at kunne sove længere, hvorefter der står en kop kaffe og morgenmad klar (desværre er morgenmad i denne familie nogle småkager – ikke så næringsrigt, men hvem siger nej tak til småkager?). Formiddagen går på at rydde op, måske undervise drengen på 12 i noget matematik eller engelsk og kl. 12 er der frokost – bønner og æg. Derefter går turen til skolen med undervisning af 7., 8., og 9. klasse – hvis der overhovedet er skole! Det er aldrig til at vide. Det er noget af en udfordring at undervise i et land som ikke bruger tiden og klokken til noget.
Timen starter når lærene har lyst  og slutter nogen gange efter 40 min, andre gange efter 1½ time. Hvis en lærer synes  der ikke skal være mere undervisning kan han godt finde på at ringe med klokken og så har hele skolen fri. Jeg har endnu ikke helt forstået, hvordan det fungerer… Desuden er der kun 4 lærere på hele skolen, som er delt op i formiddag og eftermiddag. Formiddagen er for 1.-5. klasserne og eftermiddagen er for 6.-9.klasse. Matematikeren ser straks, at fra 1.-5. klasse er 5 forskellige klasser og der kun er 4 lærerer – og nej, heller ikke det har jeg fundet ud af, hvordan fungerer.
At undervise i et lokale, som i princippet er udenfor fordi der kun er et metalhegn, der adskiller skoven fra klasselokalet og desuden kun en tynd skillevæg, som ikke når helt op til loftet der skiller klasselokalet fra klassen ved siden af. Det jeg prøver at sige er, at, man skal råbe ret højt for at blive højt pga. larmen fra naboklassen + at når køerne går fordi skolen, er der også en del larm.
Forholdene for at lære et fremmedsprog er ikke optimale i min verden og det er nok også derfor, at de stadig ikke kan sige hvor gamle de er og hvad de hedder på engelsk efter 3 års undervisning!

Efter skole er der eftermiddagskaffe og småkager med familien og aftensmad kl 19.30 og sengetid kl 21.00 ca Aftensmaden står her igen på bønner og æg. Ris på en god dag.

Heldigvis har jeg rindende vand og kan nyde et koldt bad hver morgen. Toilettet, derimod, med fluerne og stanken fra hullet med lort er dog ikke der, hvor man har lyst til at bruge lidt ekstra tid og nyde et Anders And blad…

De to første uger har været ret hårde – specielt med det spanske, hvor man for det meste bare nikker og smiler og en gang i mellem kommer til at sige ja til noget man ikke skulle sige ja til..

Børneopdragelsen er næsten et helt blogindlæg for sig selv. For her er faktisk ingen børneopdragelse – opfører barnet sig uforskammet behøver faderen bare at begynde at tage bæltet af og barnet holder kæft. Ellers duer en gren også udmærket - både til at få køerne til at flytte sig fra vejen, men også til at få børnene til at holde kæft.

Alt i alt har jeg det rigtig godt og er så småt ved at vænne mig til både varmen, bønner, tortillas og følelsen af tid ikke betyder noget.

Pludselig starter fyrværkeriet – en mand med en raket i den ene hånd og en glødende træpind i den anden hjælper med at lyse himlen op i alle mulige forskellige farver – raket efter raket i sine bare hænder. Pludselig stopper fyrværkeriet og folk begynder i panik at trække ud på fortorvet – forvirret står 6 danskere og fatter ingenting, hvorefter en papmache hest indbundet i fyrværkeri og raketter løber gennem gaden og ind i publikum. Efter ham følger en masse andre heste med ild i, som vanvittigt og forvirrende stormer gaderne.

Det stilner lidt af og vi morer os over det sjove indslag indtil gaden pludselig lyser kraftigt op igen. Maskerede mænd kommer løbende med ildkugler i hænderne og kaster dem efter hinanden. Pludselig begynder alle at løbe og skrige – der opstår fuldstændig panik blandt publikum og vi har ingen idé om, hvad der sker. Vi står naivt med vores fine digitalkameraer og filmer situationen, hvorefter en ildkugle kommer flyvende fra himlen og lander lige ned blandt os og de 100 andre turister og salvadoraner vi er omringet af. En pige skriger og hopper – en ildkugle har ramt hendes skulder og der er gået ild i hendes hår og bluse. 5 m længere nede af gader råber endnu en fra publikum og begynder at flå sin t-shirt af fordi den brænder. Andre steder er der folk, der hopper og drejer vanvittig rundt om sig selv og prøver at slukke den ild, der er i buksebenet. Ildkuglerne flyver fra side til side – hjertet sidder helt oppe i halsen på os, mens adrenalinen pumper vanvittigt rundt i kroppen – alle skriger - alle løber – der er panik over det hele!

Efter, at ildkuglerne kom lidt for tæt på os løb vi bag et hegn og gemte os resten af aftenen i frygt for at miste hår, tøj eller få brandsår. Jeg kan godt se nu, hvorfor der var så mange ambulancefolk og de har uden tvivl haft en travl aften! Da vi gik forbi ‘skadestuen’ på vejen på vej til bussen hang en lugt af brændt hud og hår som et tungt tæppe over gaderne. Prikken over i`et var at da vi kom tilbage til bussen fik vi 2 valgmuligheder – tage med den der koerer nu eller vente 2 timer (kl. var 23 og det tog en time at komme hjem + at vi skulle op 06.30 dagen efter). Det eneste problem var, at den bus der koerte med det samme havde problemer med gearkassen – tager man chancen og koerer i gennem de mest kriminelle kvarterer i en bil der kan gaa i staa naar som helst? Well.. we are living on the edge saa vi tog chancen og der skete heldigvis ikke noget Og vi var friske da vi stod op om morgenen.

Personligt var det en super fed oplevelse, men hold kæft en vanvittig tradition!!.

Imorgen går turen alene til den landsby, hvor jeg skal undervise og leve det primitive liv. Det har været en en super fed måned i selsskab med de 5 andre unge + de mennesker vi har mødt. Vi har haft utrolig fede oplevelser, som der skal meget til for at glemme og jeg håber også i har nydt at læse lidt  Jeg ved ikke, hvornår jeg igen kommer i nærheden af noget internet igen, men skal prøve fortsat at holde jer opdateret om situationen her i El Salvador.

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle moede en fyr som Burro. Moerk i huden, langt kroellet haar, veltraentet krop og kun ifoert badeshorts, der sidder saa langt nede om livet som muligt – og med en guitar mellem haenderne. Vi ‘fandt’ ham paa vores hostel i El Tunco – surfers paradise – hvor weekendens udflugt gik til.  Egentlig smilte jeg bare lidt da jeg gik forbi ham, fordi han var Stereotypen paa en surfer!
Naar man befinder sig i surfers paradise har man jo ikke andet valg end at surfe – saa selvfoelgelig gjorde vi det. Burro viste sig saa at vaere vores surf instruktoer, som skulle hjaelpe os igennem stillehavets kaempe boelger.

Om aftenen, da solen var gaaet ned og de moerke skyer havde trukket sig ind over paradiset, stod aftenen paa at tage paa bar. Her var der live raggae musik med Bob Marley-agtige coverbands. Blandt de dansende salvadorianer er Burro. Vi falder i snak med ham og glaeden i hans oejne straaler ud af ham, idet vi fortaeller, at vi kommer fra Danmark – til vores store forundrelse. Han spoerger lidt indtil, hvor i landet vi kommer fra og det viser sig, at han kender mere til Roskilde end den gennemsnitlige dansker. Han snakkede om vikingeskibsmuseet, domkirken og ikke mindst FESTIVALLEN. Man rejser 9500 km til et udviklingsland, hvor informationen om omverden er noget man skal lede laenge efter. Her finder man en lille salvadoransk langhaaret surfer, som aldrig har forladt sit land og kender til Roskilde?! Han tegnede endda et danmarkskort og placerede baade Kbh og roskilde korrekt. Han kendte til vores historie om dengang vi ejede Norge og om dengang vi var vikinger. Han fortalte at Danmark var det mest interesante land i Europa……

Jeg maa indroemme, at han vandt stor respekt fra os af. Hans engelsk var ogsaa udemaerket og kunne goere sig forstaaelig. Men som jeg tidligere har skrevet, er der altid en kedelig historie bag enhver salvadoraners smil. Naar man for hundrendende gang sidder og haaber paa, at her har vi en som ikke er ramt af det dumme system.
Fyren her, vil som mange andre unge, rigtig rigtig gerne paa universitetet. De braender saa inderligt for at faa en uddannelse saa de kan bryde den sociale arv, men det sker for alt for faa. Her i landet er der kun ét offentligt universitet, som er forholdsvis gratis. Men for at gaa der, kraever det, at man enten bor i samme by som universitet eller transporterer sig ud til skolen i overfyldte, gamle busser som tager op til flere timer – hver vej. Derudover skal man arbejde doegnet rundt for at kunne faa mad, toej, busbillet og skoleboeger. Ergo, ved at vaelge universitetet frasiger man sig en hver anden kontakt med familie og venner og det liv man engang havde – ikke ligefrem et lykkeligt liv. Saa her vaelger de fleste at tage den sikre vej – at blive der, hvor man er foedt og opvokset, med venner og familie. Og leve et liv, hvor uddannelse kun er noget man fantaserer om.

Jeg er sikker paa, at om 20 aar, hvis jeg vender tilbage til El Tunco, finder jeg stadig Burro sidde paa stranden med en guitar mellem haenderne. Her venter han paa, at solen gaar ned over horisonten og droemmer  stadig om det liv, der leves der, hvor solen netop er ved at staa op.

Kl. er 06.30 og vækkeurets toner forstyrrer skønhedssøvnen. Vi vågner op i en ny seng efter en nat i selskab med hundredevis af myg og insekter. Vi er langt væk fra byens toiletter, vandhaner, elektriske lys og komfurer – men endnu tættere på livet i El Salvador - vi er på landsby besøg i San Antonio. Her galer hanerne endnu højere, hundene gør endnu kraftigere og kvinderne er allerede ude af sengen kl. 05.00. Formålet med dette weekendbesøg er, at forberede os på det primitive og ‘fattige’ liv vi kommer til at møde om blot to uger, når vores rigtige voluntørarbejde starter.

Vi får sparket os selv ud af den dejlige seng og går med mamá ned for at lave de kogte majskorn om til dej, som skal laves til tortillas. Mens morgenduggen endnu hviler over San Antonio, arbejder kvinderne på højtryk. Der skal laves bønnemos, hentes majs i marken, vaskes tøj, laves tamales, koges flere majs og gøre hønen klar til frokosten. Synet af en høne med afhugget hoved i en blå plastikbalje var ikke lige noget, der fremmede appetitten. Men maden skal jo på bordet til mændende. Da majsne var blevet malet til en dej gik turen hjem til ‘bålet’, hvor der skulle klappes tortillas, hvor der kræves talent at lave den både runde og med rette tykkelse. Derefter stod morgenmaden på bønnemos, stegte bananer og selvfølgelig tortillas. Når maven var stillet tilfreds, var det på med vandreskoene og ud i papayamarken. Her skulle alle de visne blade rives af træet, så der var lys og energi nok til papayaerne – dette forgik dog med manden – mens kvinderne stadig lavede tortillas, vaskede gulv/tøj/tallerkner osv..

Om eftermiddagen var vi 6 danskere blevet påduttet at lave en workshop om kommunikation for de lokale unge – vores stammende, haltende spanske forværrede en smule situationen og vi fik ikke helt vores budskab igennem – men vi (og forhåbentlig også dem) havde det sjovt. De lokale unge havde købt en svampebob-firkant piñata til os som vi med bind for øjnene skulle slå ned så slikket væltede ud i bedste fastelavnsstil.

Da mørket lagde sig på, blev de kæmpe højtalere sat frem og den latinamerikanske musik blev  fyret op for fuldt tryk! Her sidder 6 danskere i plastikstole foran 50 salvadorianere – ude af stand til at snakke sammen pga. ‘larmen’ – vi kigger bare på hinanden. Endelig tager vi os sammen til at erobre dansegulvet i håbet om at blive assisteret af det salsadansende folkefærd, men der tog vi grueligt fejl. Her stod vi så på de tomme fliser – nu begloet af 50 salvadorianer – hjertet siddende i halsen, svedige håndflader og forvirrede øjne – “skal vi forsøge os med vores salsamoves foran alle dem her?!” Svaret gav sig selv da rytmen spredte sig som en bølge i kroppen – stirret ned af 100 øjne!! Senere på aftenen fik salvodorianerne dog taget mod til sig og vist os deres salsa og reggaton moves. Sjovt blev det nu alligevel. Kl. 22.15 lå vi igen i sengen sammen med alle myggene og insekterne til hundenes evige gøen.

De mange indtryk af kønsrollemønstre, samfundsopbygning samt spændingnen og glæden til rigtig at komme afsted, følger med hjem på ladet af pick-up truck’en.

Det mest facinerende er dog, at selvom disse mennesker mistede alt hvad de havde, kæmpede de alligevel videre i kampen om fred i landet. José vendte bla. tilbage til fronten efter 3 måneder på hospitalet – hans familie troede han var død, men pludselig en dag dukkede han så op i lejren igen – sikke en overraskelse at få

Men udover de triste historier får vi også en masse solskins historier (læs evt. indlægget om Super Mario Brothers) og det er også fedt at se at der er mange gode sider af landet. Folkeskolen er forholdsvis gratis og børnene elsker at lære og lege, der spilles fodbold til solen går ned – selvom regnen driller og generelt har de bare en fed gæstfrihed så man føler sig elsket og velkommen overalt – smilene dominerer her!

En normal uge her på Platformen, som det hedder, er rigtig spændende og udfordrende. Vi står op når vækkeuret ringer kl 7 (hvis man ikke i forvejen ligger vågen pga. hanernes galen!! ) til Yolands dejlige morgenmad bestående af frisk papaya, ananas, bananer, yoghurt og müsli Derefter er der 3 timers intensiv spansk undervisning efterfulgt af lækker frokost og 1½ times siesta. Når dette er overstået, er der igen undervisning om fattigdom, ulighed, globalisering osv. og så aftensmadog fri, som bliver brugt til afslapning :D Weekender står på ture rundt i landet. Vi har lige været i San Salvador (hovedstaden), hvor vi så kontasterne mellem de fattigekvarterer, hvor børnenehaver og skoler i indhegnet i pigtrådshegn, til de riges kvarter, som var beskyttet med en kæmpe metal port – INGEN ADGANG! Derudover var vi også på en hård vandretur i skoven/bjergene, hvor vi repellede med at nogle vandfald og gik på skrænter hvor kun centimeter og et forkert fodtrin skilte os fra at ligge 50 m længere nede af bjerget indsmurt i mudder og blod! Heldigvis overlevede vi alle sammen og havde en super fed tur

Alt i alt har El Salvador som sagt mange forskellige ansigter. Heldigvis vægter de gode oplevelser og historier højere end de sørgelige – som dog er med til at sætte lidt perspektiv på tingene i livet.  Det er dog alligevel det glade ansigt man oftest møder

Håber også at høre lidt nyt fra jer derhjemme en gang i mellem

-Nanna

Efter en uge i det varme, men regnfulde El Salvador, har vi nu laert en masse nye, fede mennesker at kende. Jetlaget er ved at laegge sig og man kan nu begynde at reflektere over de indtryk man konstant bliver bombarderet af. F.eks. havde jeg aldrig troet at jeg skulle moede Mario broedrene i levende live – men her er de saa! I lille Suchitoto. Den eneste forskel mellem broedrene fra computerspiller og dem her, er, at deres navne er blevet byttet om (og saa er de vist heller ikke rigtige broedre). Den lille, runde fyr hedder her Luis (-hvis navn minder tilstraekkelig nok om Luigi ), mens den hoeje, tynde og sjove fyr hedder Mario – men ud over det danner de det perfekte par, hvor de sammen driver platformen og soerger for, at vi har det godt. Mario er uddannet advokat, snakker engelsk, tysk og lidt fransk, og udover at undervise os, staar han ogsaa for det meste af underholdningen her paa platformen. Men det der specielt har sat gang i mine tanker idag har vaeret Luis! Han er 49 aar, 165 cm hoej, moerkt kroellet haar og med en meget rund mave (som han ikke holder sig tilbage med at vise utallige gange ved at tage blusen op til ansigtet og lade en kold brise ramme den svedige mave) – derudover er han altid i godt humoer og meget hjaelpsom. 

Mit foerste indtryk af ham som blot en hyggelig fyr, der fungerede som alt-mulig-mand, har fuldstaendig aendret sig efter dagens besoeg til den lokale partnerorganisation – CRC. Det viste sig, at Luis var medstifter af denne organisation, som blev startet under borgerkrigen for at beskytte de mennesker, som var blevet tvunget til at flytte pga. blodige kampe mellem guerillaen og den salvadoranske haer. Han droppede sin uddannelse som 18-aarig for at kaempe med guerillaen og i 12 aar satte han sit liv paa spil i fronten for at bekaempe systemet. Til trods for, at han mistede sin mor og to broedre under et bombeangreb begav han sig ud i verden for at vinde oekonomisk og politisk opbakning til organisationen, CRC. Specielt fra de europaeiske lande, men han rejste ogsaa til det land, som stoettede den haer han bekaempede – USA. Der skal rigtig meget mod til at stille sig op i Pentagon og bede om stoette af en politiker, som svarer: “Jamen, det er da okay, at jeres haer draeber jeres folk – i er jo kommunister!”. Blandt andet pga. Luis er CRC idag en organisation, som sikrer borgerne i og omkring Suchitoto rettigheder, uddannelse, ligestilling, sundhed og meget meget mere!

I computerspillet er det Mario, der er den sejeste og redder princessen, men her i El Salvador er det altsaa Luis – Super Luis! Maaske skulle computerspillet omdoebes?  

 -Nanna 

Ps dette blogindlæg er oprindeligt et jeg har skrevet til Mellemfolkeligt Samvirkes fællesblog, som vi opdaterer hver dag (os 6 der bor sammen her). Hvis i er interesserede i at læse flere historier herfra så tjek http://ms-action.dk/blogs/gp-elsalvador/default.aspx - det er dog kun de 5 første indlæg der er fra vores ophold indtil videre - de andre er fra tidligere volontører

Jeg sidder nu, efter lang ventetid, i El Salvador. Pt. bor jeg i et hus med fem andre unge danskere og nordmaend + Jutlandia, som laver vores mad – her skal vi vaere den naeste maaned. Planen er, at vi skal laere spansk, laere om fattigdom, globalisering, kultur forstaaelse og andre spaendende ting, som forbereder os til tre maaneders frivilligt arbejde. Jeg skal, saa vidt jeg ved, arbejde paa en skole, hvor jeg hovedsageligt staar for engelsk undervisningen af de lokale boern.

Jeg ankom her til Sochitoto onsdag d. 3. august efter en laaaang flyvetur – ikke noget at raabe hurra for – gamle fly, belastende amerikanske sikkerhedschek, elendig mad og tung baggage. Men naar man endelig traeder ud af flyveren og maerker varmen, de glade hjemvendte salvadorianere og de soede mennesker bliver hadet mod flyvmaskiner, USA og tykke lugtende maend (som man selvfoelgelig altid sidder ved siden af) erstattet med en glaede og spaenning om de naeste 5 maaneder.  Turen var begyndt!

Min foerste nat… tjo den gik egentlig fint indtil jeg gik paa toilletet og idet jeg saetter mig finder ud af, at der sidder en stor, fed, klam tudse paa stoerrelse med en haandbold lige foran mine foedder…….. Skraemt fra vid og sans sidder jeg paa toilettet i adskillige minutter og venter paa tudsen hopper sin vej og jeg kan komme ind og sove videre. Det sker heldigvis ogsaa  
Da jeg endelig kommer op i koejesengen og falder i soevn bliver jeg vaekket en halv time senere af en moeg irriterende hane, som synes det var sjovt at holde os alle sammen vaagne med dens galen.. jeg var paa randen til at gaa ud og dreje dens hoved 180 grader, men blev enig med mig selv om, at jeg kunne risikere at moede tudsen paa vejen derud, saa det ville ikke vaere det vaerd. Soevn resten af natten fik jeg saa ikke saa meget af.

Regntiden.. den har jeg ogsaa moedt. Jeg havde lige overset det da jeg bestilte rejsen, men det er nu meget hyggeligt. Idag var vi ude at udforske byen – der var marked, musik, dans, solskin og glade mennesker – BANG og saa styrter det ned! Driv vaad paa under 1 min… Men ja ja, saa slipper man jo for at gaa i bad og vaske toej;)

Jeg vil ikke skrive mere .. ville bare lige fortaelle at jeg er ankommet og har det super godt i selvskab med en masse fede mennesker! Jeg har vedhaeftet lidt billeder om, hvordan det ser ud her, hvor jeg skal bo den naeste maaned

Adios
-Nanna