Hvordan føles fattigdom?

Ifølge Verdensbanken er definitionen på fattigdom, hvis man lever for under $2 om dagen.

Jeg har nu boet i fattigt land i 2½ måned og spørgsmålet synes stadig umuligt at svare på, hvad er fattigdom i realiteten. Min papá tjener $8 om dagen til en familie på 7 + to ældre de brødføder – og han er den eneste i familien, der tjener penge. Dvs. at hver person lever for langt under $2 om dagen. Dog vil jeg nu, efter 6 uger hos denne familie mene, at de ikke er fattige. Jeg mener personligt, at jeg bor ’luksus’. Ikke luksus som i vores forstand med guld og grønne skove, men jeg har rindende vand – dog koldt, jeg får mad hver dag, jeg har et dejligt arbejde, sød familie, børnene i familien går i skole, jeg har en madras at sove på, vi ser fjernsyn, højtalerne blæser på fuldt tryk med spansk musik mens vi danser og mobilen virker til tider. Til dagligt mærker jeg langt fra fattigdommen, som man kunne forvente, med manglende mad, udspilede børnemaver, sygdom, beskidt tøj og hvad man ellers har af forestillinger fra diverse reklamer fra Børnefonden, UNICEF og Red Barnet.

Men hvad er fattigdom så?

Der, hvor fattigdommen dog mærkes og gør ondt er, når mine to søstre på 18 og 20 år kun har råd til at gå i skole om lørdagen, fordi det er for dyrt, hvis man hver dag skal transportere sig ind til skolen, spise frokost derinde, købe kladdehæfter osv. Den yngste går på gymnasiet i den nærmeste by – ca. 45 min væk – mens den ældste studerer på universitet ca. 3 timer væk. For sidstnævnte ville det slet ikke være muligt at studere hver dag fordi hun ikke ville kunne nå hjem til huset inden det ville blive mørkt og inden den sidste bil kører ud til vores landsby.

-Når kosten består udelukkende af bønner, æg, ris og majstortillas. Desuden, at børnene i skolen kan stille sulten i chips og slik fordi det er billigst. Kim’s slogan ”når du er sulten for sjov” gælder ikke rigtig her. Alt i alt fuldstændig fejlernæring, som gør det umuligt for eleverne i skolen at koncentrere sig i mere end 3 min. Men også en fejlernæring der har gjort at stort set alle indbyggere er overvægtige og har tilhørende sygdomme som diabetes, nyresvigt og dårligt kredsløb.

-Når hver familie er halveret fordi familiemedlemmer flygter til USA og sender penge hjem til familien. El Salvadors største indkomst er de penge, som bliver sendt hjem af tidligere statsborgere… Når unge drenge lever hele deres liv med kun én drøm – at flygte og blive rig i USA. Desværre er rejsen til USA lang og farlig og langt fra alle overlever. Og hvis det så endelig lykkedes at krydse grænsen så er chancen for arbejde og succes langt mindre end chancen for at livsdrømmen ender i en kæmpe fiasko.  Hvordan mon det føles når det eneste man har drømt om hele sit liv, det eneste man har tænkt på hver dag, det eneste man har forestillet sig, bliver ødelagt? Og hvordan kommer man videre?

-Når unge mænd er blevet tvunget ind nogle af verdens farligste bander, som overtager alle busser i landet og stopper al transport. Bandeproblemerne er dog et blogindlæg for sig selv.

Men til trods for alle de sørgelige sider jeg har nævnt ser jeg udvikling i landet. Det rører mig at se når 40-årige mænd står i kø for at tage deres gymnasielle uddannelse om lørdagen, eller når den 60-årige sidder i den overfyldte bus og træner regnestykker som en dansk 2. klasses elev ville kunne lave i hovedet. Og når skolerne kører med projekter som ”Sund skole” og får sund mad fra ministeriet til alle elever. Derudover projekter, som hver lørdag samler landsbyens børn så de kan lære at male, eller kvinderne, som får uddannelse og støtte til at lave hønsegårde, majsmarker og andre ting, som gør, at de kan få en indkomst eller bare stille deres egne behov.

Dette land har rigtig mange gode intentioner om at bekæmpe deres problemer, men der er stadig lang lang vej. Men, hvor der er vilje er der vej – og her mangler viljen ikke!