Livet som en salvadoreaner

Ingen summende emhætter, ingen  bippende lyde fra diverse elektroniske apparater som køleskab, vaskemaskine og tørretumbler – ingen støj fra biler, busser og flyvmaskiner… Her er kun børnenes latter, hanernes galen om kamp med hundende og køernes muh’en, og pippende fugle. Livet her er så langt fra livet i Danmark som overhovedet muligt!

For 2 uger siden ankom jeg til ‘landsbyen’ Las Milpas – 45 min i pick-up’en på en hullet, støvet (mudret, hvis det har regnet) vej ud i ingenting. Her bor jeg med en familie på 7 – mor, far + 5 børn på 4, 9, 12, 18 og 20 år. Desuden bor der en mystisk dame i et træhus på vores grund – har endnu ikke fundet ud af hvem hun eller hvordan hun ser ud og hvorfor hun bor der.

Mine øjne åbner kl. 7 om morgenen når dyrenes lyde bliver lidt for kraftige til at kunne sove længere, hvorefter der står en kop kaffe og morgenmad klar (desværre er morgenmad i denne familie nogle småkager – ikke så næringsrigt, men hvem siger nej tak til småkager?). Formiddagen går på at rydde op, måske undervise drengen på 12 i noget matematik eller engelsk og kl. 12 er der frokost – bønner og æg. Derefter går turen til skolen med undervisning af 7., 8., og 9. klasse – hvis der overhovedet er skole! Det er aldrig til at vide. Det er noget af en udfordring at undervise i et land som ikke bruger tiden og klokken til noget.
Timen starter når lærene har lyst  og slutter nogen gange efter 40 min, andre gange efter 1½ time. Hvis en lærer synes  der ikke skal være mere undervisning kan han godt finde på at ringe med klokken og så har hele skolen fri. Jeg har endnu ikke helt forstået, hvordan det fungerer… Desuden er der kun 4 lærere på hele skolen, som er delt op i formiddag og eftermiddag. Formiddagen er for 1.-5. klasserne og eftermiddagen er for 6.-9.klasse. Matematikeren ser straks, at fra 1.-5. klasse er 5 forskellige klasser og der kun er 4 lærerer – og nej, heller ikke det har jeg fundet ud af, hvordan fungerer.
At undervise i et lokale, som i princippet er udenfor fordi der kun er et metalhegn, der adskiller skoven fra klasselokalet og desuden kun en tynd skillevæg, som ikke når helt op til loftet der skiller klasselokalet fra klassen ved siden af. Det jeg prøver at sige er, at, man skal råbe ret højt for at blive højt pga. larmen fra naboklassen + at når køerne går fordi skolen, er der også en del larm.
Forholdene for at lære et fremmedsprog er ikke optimale i min verden og det er nok også derfor, at de stadig ikke kan sige hvor gamle de er og hvad de hedder på engelsk efter 3 års undervisning!

Efter skole er der eftermiddagskaffe og småkager med familien og aftensmad kl 19.30 og sengetid kl 21.00 ca Aftensmaden står her igen på bønner og æg. Ris på en god dag.

Heldigvis har jeg rindende vand og kan nyde et koldt bad hver morgen. Toilettet, derimod, med fluerne og stanken fra hullet med lort er dog ikke der, hvor man har lyst til at bruge lidt ekstra tid og nyde et Anders And blad…

De to første uger har været ret hårde – specielt med det spanske, hvor man for det meste bare nikker og smiler og en gang i mellem kommer til at sige ja til noget man ikke skulle sige ja til..

Børneopdragelsen er næsten et helt blogindlæg for sig selv. For her er faktisk ingen børneopdragelse – opfører barnet sig uforskammet behøver faderen bare at begynde at tage bæltet af og barnet holder kæft. Ellers duer en gren også udmærket - både til at få køerne til at flytte sig fra vejen, men også til at få børnene til at holde kæft.

Alt i alt har jeg det rigtig godt og er så småt ved at vænne mig til både varmen, bønner, tortillas og følelsen af tid ikke betyder noget.