Lugten af petroleum rammer os som en mur da vi stiger ud af minibussen i Nejapa. Vi har kørt en time i mørket til “We no speak americano” på repeat i alverdens forskellige remixes i en gammel minibus på hullede, bumpede veje, hvor vi til tider måtte stoppe op pga. køer og hunde på vejene. Der er tonsvis af mennesker i gaderne, folk der står op råber “ONE DOLLAR – ONE DOLLAR” uanset om de sælger lysende djævlehorn, oppustelige badedyr, mad, cigaretter eller øl. Lugten af grill og pupusas (lokal mad) bliver blandet med høj musik fra et orkester. Vi ved egentligt ikke, hvad der skal til at foregå – andet end noget fireball af en art. Vi går forbi et lokale, hvor der er samlet tæt på 50 paramedics, som står og får information ved en tavle. Vi undrer os lidt over de mange ambulancer og ambulancefolk, men tænker egentlig ikke videre over det.
Pludselig starter fyrværkeriet – en mand med en raket i den ene hånd og en glødende træpind i den anden hjælper med at lyse himlen op i alle mulige forskellige farver – raket efter raket i sine bare hænder. Pludselig stopper fyrværkeriet og folk begynder i panik at trække ud på fortorvet – forvirret står 6 danskere og fatter ingenting, hvorefter en papmache hest indbundet i fyrværkeri og raketter løber gennem gaden og ind i publikum. Efter ham følger en masse andre heste med ild i, som vanvittigt og forvirrende stormer gaderne.
Det stilner lidt af og vi morer os over det sjove indslag indtil gaden pludselig lyser kraftigt op igen. Maskerede mænd kommer løbende med ildkugler i hænderne og kaster dem efter hinanden. Pludselig begynder alle at løbe og skrige – der opstår fuldstændig panik blandt publikum og vi har ingen idé om, hvad der sker. Vi står naivt med vores fine digitalkameraer og filmer situationen, hvorefter en ildkugle kommer flyvende fra himlen og lander lige ned blandt os og de 100 andre turister og salvadoraner vi er omringet af. En pige skriger og hopper – en ildkugle har ramt hendes skulder og der er gået ild i hendes hår og bluse. 5 m længere nede af gader råber endnu en fra publikum og begynder at flå sin t-shirt af fordi den brænder. Andre steder er der folk, der hopper og drejer vanvittig rundt om sig selv og prøver at slukke den ild, der er i buksebenet. Ildkuglerne flyver fra side til side – hjertet sidder helt oppe i halsen på os, mens adrenalinen pumper vanvittigt rundt i kroppen – alle skriger - alle løber – der er panik over det hele!
Efter, at ildkuglerne kom lidt for tæt på os løb vi bag et hegn og gemte os resten af aftenen i frygt for at miste hår, tøj eller få brandsår. Jeg kan godt se nu, hvorfor der var så mange ambulancefolk og de har uden tvivl haft en travl aften! Da vi gik forbi ‘skadestuen’ på vejen på vej til bussen hang en lugt af brændt hud og hår som et tungt tæppe over gaderne. Prikken over i`et var at da vi kom tilbage til bussen fik vi 2 valgmuligheder – tage med den der koerer nu eller vente 2 timer (kl. var 23 og det tog en time at komme hjem + at vi skulle op 06.30 dagen efter). Det eneste problem var, at den bus der koerte med det samme havde problemer med gearkassen – tager man chancen og koerer i gennem de mest kriminelle kvarterer i en bil der kan gaa i staa naar som helst? Well.. we are living on the edge saa vi tog chancen og der skete heldigvis ikke noget 
Og vi var friske da vi stod op om morgenen.
Personligt var det en super fed oplevelse, men hold kæft en vanvittig tradition!!.
Imorgen går turen alene til den landsby, hvor jeg skal undervise og leve det primitive liv. Det har været en en super fed måned i selsskab med de 5 andre unge + de mennesker vi har mødt. Vi har haft utrolig fede oplevelser, som der skal meget til for at glemme og jeg håber også i har nydt at læse lidt Jeg ved ikke, hvornår jeg igen kommer i nærheden af noget internet igen, men skal prøve fortsat at holde jer opdateret om situationen her i El Salvador.
