Sol, surf, spansk og Roskilde Festival?

Meget har man kunne forberede sig paa. Meget har man forventet. Meget har man set. Alligevel bliver man gang paa gang overrasket over det, der sker og de mennesker man moeder.

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle moede en fyr som Burro. Moerk i huden, langt kroellet haar, veltraentet krop og kun ifoert badeshorts, der sidder saa langt nede om livet som muligt – og med en guitar mellem haenderne. Vi ‘fandt’ ham paa vores hostel i El Tunco – surfers paradise – hvor weekendens udflugt gik til.  Egentlig smilte jeg bare lidt da jeg gik forbi ham, fordi han var Stereotypen paa en surfer!
Naar man befinder sig i surfers paradise har man jo ikke andet valg end at surfe – saa selvfoelgelig gjorde vi det. Burro viste sig saa at vaere vores surf instruktoer, som skulle hjaelpe os igennem stillehavets kaempe boelger.

Om aftenen, da solen var gaaet ned og de moerke skyer havde trukket sig ind over paradiset, stod aftenen paa at tage paa bar. Her var der live raggae musik med Bob Marley-agtige coverbands. Blandt de dansende salvadorianer er Burro. Vi falder i snak med ham og glaeden i hans oejne straaler ud af ham, idet vi fortaeller, at vi kommer fra Danmark – til vores store forundrelse. Han spoerger lidt indtil, hvor i landet vi kommer fra og det viser sig, at han kender mere til Roskilde end den gennemsnitlige dansker. Han snakkede om vikingeskibsmuseet, domkirken og ikke mindst FESTIVALLEN. Man rejser 9500 km til et udviklingsland, hvor informationen om omverden er noget man skal lede laenge efter. Her finder man en lille salvadoransk langhaaret surfer, som aldrig har forladt sit land og kender til Roskilde?! Han tegnede endda et danmarkskort og placerede baade Kbh og roskilde korrekt. Han kendte til vores historie om dengang vi ejede Norge og om dengang vi var vikinger. Han fortalte at Danmark var det mest interesante land i Europa……

Jeg maa indroemme, at han vandt stor respekt fra os af. Hans engelsk var ogsaa udemaerket og kunne goere sig forstaaelig. Men som jeg tidligere har skrevet, er der altid en kedelig historie bag enhver salvadoraners smil. Naar man for hundrendende gang sidder og haaber paa, at her har vi en som ikke er ramt af det dumme system.
Fyren her, vil som mange andre unge, rigtig rigtig gerne paa universitetet. De braender saa inderligt for at faa en uddannelse saa de kan bryde den sociale arv, men det sker for alt for faa. Her i landet er der kun ét offentligt universitet, som er forholdsvis gratis. Men for at gaa der, kraever det, at man enten bor i samme by som universitet eller transporterer sig ud til skolen i overfyldte, gamle busser som tager op til flere timer – hver vej. Derudover skal man arbejde doegnet rundt for at kunne faa mad, toej, busbillet og skoleboeger. Ergo, ved at vaelge universitetet frasiger man sig en hver anden kontakt med familie og venner og det liv man engang havde – ikke ligefrem et lykkeligt liv. Saa her vaelger de fleste at tage den sikre vej – at blive der, hvor man er foedt og opvokset, med venner og familie. Og leve et liv, hvor uddannelse kun er noget man fantaserer om.

Jeg er sikker paa, at om 20 aar, hvis jeg vender tilbage til El Tunco, finder jeg stadig Burro sidde paa stranden med en guitar mellem haenderne. Her venter han paa, at solen gaar ned over horisonten og droemmer  stadig om det liv, der leves der, hvor solen netop er ved at staa op.